En af vore naboer havde indført i sit testamente, at hans søn skulle
tage en forseglet æske i hans natbord, bære den ud i haven og uåbnet
stikke ild til den i overværelse af sagføreren.
I den tro, at det drejede sig om afdødes private papirer, blev der tændt bål
i haven, og æsken højtideligt overgivet til flammerne. Mens de efterladte
og sagføreren andægtigt stod og så æsken blive ildens bytte, begyndte
til deres forbløffelse et pragtfuldt fyrværkeri at futte af. Bengalske lys
og romerske fakler om kap med hvislende sole, mens skrubtudser og kinesere
knaldede lystigt.
Det var min livsglade nabos sidste hilsen.