Danmarks bedste jokesamling

Præsident Bush går en aften ned i køkkenet i Det Hvide Hus for at tage sig lidt natmad. Han glider, slår hovedet mod et skab og ligger bevidst- løse i 3 år. Da han slår øjnene op igen, ser han en af sine rådgivere, der står og kigger ned på ham. De første ord præsidenten siger er: - Hvordan klarer nationen sig ? - Alting går godt, siger rådgiveren. Der er fred og samdrægtighed, økonomisk fremgang og ingen inflation. Præsidenten spørger lidt mistænksomt for at få lidt flere detaljer: - Nå, hvor meget koster det så for eksempel at sende et brev ? - Det samme som sidste år, svarer rådgiveren. 300 Yen.

Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft var på vej til et måde i Ålborg i en af flyvevåbnets helikoptere. De sidder og snakker om, hvordan de ville kunne glæde folk. Nyrup tænker straks på noget med penge. - Lad os smide en tusindkroneseddel ud, siger han. Så er der da en, der bliver glad. Lykketoft har en bedre ide. - Det er da bedre at smide ti hundredekronesedler ud, så er der da 10, der bliver glade. - Ha, ha, griner piloten. Det er sgu da endnu bedre, hvis jeg smider jer to ud. Så er der 5 millioner, der bliver glade !

En vinternat vågner Henning Christophersen pludselig og opdager, at nogle små grønne mænd kravler ind under døren til hans lejlighed i Bruxelles. - Vi kommer fra en fremmed planet, siger den ene. - Vi er kommet for at opfylde dine 3 største ønsker. Henning Christophersen tænker sig grundigt om. Til sidst siger han: - Jeg vil gerne til Barbados og ligge på stranden under palmerne. Den lille mand gør en håndbevægelse - og vupti - et øjeblik efter ligger Henning Christophersen i badebukser på en strand på Barbados. - Hvad er dit andet ønske ? spørger den lille, grønne mand så. - Jeg ønsker mig så mange penge, at jeg kan leve sorgløst resten af mit liv. Igen en lille håndbevægelse, og fluks står der sækkevis af dollars og kroner ved siden af Henning Christophersen. - Og hvad er så dit tredje ønske ? spørger den lille, grønne mand. - Jeg vil aldrig i mit liv lave noget fornuftigt mere, griner Henning Christophersen. Den lille grønne mand gør endnu en håndbevægelse og VUPS, så sidder Henning Christophersen igen på sit kontor i EF-bygningen i Bruxelles.

I tidernes morgen hvor Gorbatjov og Reagan begyndte at tale om nedrustning, og ikke kunne blive enige om, hvem der skulle starte med de første destruktioner af atomvåben indgik de et væddemål for at afgørelsen kunne findes. De to herrer skulle hver tage deres største atomubåd, sejle langt ud i Atlanterhavet og så ellers holde sig så langt tid under vandet som muligt. Den der kom først op, havde tabt. Der går mange dage, nætter, uger og måneder før den første ubåd dukker op. Det var Gorbatjov. Lugen bliver åbnet med et ordentligt brag - manden kommer op helt blå i hovedet og tager nogle gevaldige vejrtrækninger. Efter cirka 1 minut dukker Reagan op 100 meter længere fremme. Lugen bliver åbnet så boltene flækker, og Reagan ligner en der er stået op fra de døde. Der går ikke mindre end et halvt minut før en tredje ubåd kommer op til overfladen imellem Reagan og Gorbatjov. Lugen åbnes også her - en lille mand iført sort uniform, sort kasket og overskæg kigger op og siger så: "Entschuldigung, wo kann man hier Diesel kaufen ???".

Schlüter havde været til møde ude på landet og hans privatchauffør var ved at køre ham hjem sidst på aftenen. Desværre kommer de til at fare vild og havner på en markvej ved en gård, hvor chaufføren kommer til at køre en løs gående gris over så den udånder. Schlüter beder chaufføren om at gå ind på gården og sige pænt undskyld. 10 minutter efter kommer chaufføren tilbage - belæsset med blomster, cigarer og spiritus. Schlüter spørger, hvad der dog er sket, og chaufføren svarer: - Jo, jeg bankede på og sagde: Jeg er Schlüters privatchauffør. Jeg er lige kommet til at køre svinet ned....

Bjørnen kommer løbende. Elefanten ser den og spørger: "Hvorfor løber du ?" "Joh - jeg har pels, min kone har pels og mine børn har pels - og SKATTEMINISTEREN er efter os" "OK - jeg løber med," siger elefanten. De møder sneglen og den spørger, "Hvorfor løber I ?" "Joh - jeg har pels, min kone har pels og mine børn har pels - og SKATTEMINISTEREN er efter os," siger bjørnen. "Og jeg lever på for stor fod, min kone lever på for stor fod og mine børn lever på for stor fod - og SKATTEMINISTEREN er også efter os," svarer elefanten. "Jeg løber med," siger sneglen. De møder bavianen, der spørger: "Hvorfor løber I ?" "Joh - jeg har pels, min kone har pels og mine børn har pels - og SKATTEMINISTEREN er efter os," siger bjørnen. "Og jeg lever på for stor fod, min kone lever på for stor fod og mine børn lever på for stor fod - og SKATTEMINISTEREN er også efter os," svarer elefanten. "Jeg har hus, min kone har hus og mine børn har hus - og SKATTEMINISTEREN er også efter os." svarer sneglen. "Vil du ikke med os ?" "Nej", svarer bavianen. "Hvorfor ikke ?" spørger de tre. "Det kan ikke betale sig, jeg har allerede slidt røven ud af bukserne."

Henning Christoffersen er på vej til lufthavnen efter et møde med nogle lobbyister. Lige pludselig får han en forfærdelig lyst til skildpaddesuppe så han spørger sin chauffør om der ikke findes en restauration et sted i nærheden. Chaufføren kender heldigvis en god kro, som kun ligger 10km derfra. Så de kører hen til kroen og bestiller en omgang skildpaddesuppe. Da de har siddet og ventet på suppen i 1 time, begynder Henning Christoffersen at blive utålmodig, så chaufføren lover at gå ud i køkkenet for at finde ud af hvorfor det tager så lang tid. Ude i køkkenet står kokken og hans medhjælper og forsøger at hugge hovedet af skildpadden med en økse. Men hver gang kokken skal til at hugge, trækker skildpadden hovedet ind under skjoldet. Da kommer chaufføren med et forslag til kokken: "Hvis nu jeg stikker 2 fingre i røven på den, så er jeg sikker på at den stikker hovedet ud, for at se hvad der foregår, og så har du chancen". Det lykkes selvfølgelig i første forsøg. Så kokken er jo meget nysgerrig: "Hvor kendte du det trick?". "Jo ser du", hviskede chaufføren og nikkede ud mod Henning Christoffersen, "Hvordan tror du måske at vi får slips på ham der om morgenen?"

En mand går rundt på Rådhuspladsen i København og fodrer duer:
- Kom her, mine små socialdemokrater, kom her, siger han. Lidt efter kommer Poul Nyrup forbi og med stor undren spørger han:
- Hvorfor kalder du duerne for socialdemokrater ??? spørger han.
- Jo, siger manden, de ligner til forveksling; for se når de sidder deroppe på gesimserne HØJT hævet over alle os andre, så skider de på os, men her nede på jorden, så æder de af hånden.